Mine avlsmål ligger meget på linje med raceforeningens officielle avlsmål: Store (læs: tunge) dyr, med størst mulig tilvækst, store rammer, en god kødsætning, en prima bevægelse og et godt temprament.
Mit ultimative avlsmål er et dyr, der kan leve op til følgende: let fødsel, livskraftig, størrelse, stor tilvækst (og mælkeydelse), roligt temprament, gode produktionsegenskaber og en fløjplacering på udstilling.
Et udstillingsdyr uden produktionsegenskaber og produktionsresultater, er i mine øjne ikke værd at samle på. Udstilling er nok racens vindue, men uden en sikker produktion, hvor vi bevarer racens særlige egenskaber, vil racen ikke have nogen berettigelse som kødproducent.
Brug af indekserne er en nødvendighed i avlsarbejdet. Indekserne er bundet op på økonomiske parametre. Skal der være økonomi i kødkvæget kan vi ikke komme uden om indekserne, der er bundet op på dyr i mange besætninger og hvor miljøeffekterne er siet fra. Dermed være ikke sagt at jeg ikke synes indekserne nogle gange er lidt ”skrivebordsagtige” og at der nogle gange mellem de forskellige EDB kørsler sker ting, der ikke umiddelbart kan forklares, selv af fagfolk….
ikke er for høj. Igen – hvis vi taler produktionsøkonomi – må racens avlsmål være at producere et dyr, der i en alder af 12-15 måneder har haft den størst mulige tilvækst, opnået den højest mulige klassificering og det i øvrigt har været billigst muligt at nå dertil!!!
Dyrenes størrelse er også et punkt vi i avlsarbejdet bør være opmærksomme på! Tidligere var der i kåringen indbygget en faktor for højde på dyret, hvor der blev trukket fra i karakter, hvis dyret var for stort/for lille. Det er måske tiden, hvor vi skal spørge os selv om en ko på
I besætningen avles bevidst efter pollede dyr, men uden det går ud over størrelse og kødfylde. Det er ud fra bevidstheden om at avlsdyr, der skal kunne sælges skal være hornløse.
I en lille besætning med få dyr kan det være svært at fastholde ønsket om dyr med et gennemsnitligt højt S-indeks, sammenholdt med ønsket om at gøre brug af forskellige importtyre for at få blodfornyelse. Særligt tidligere brug af importtyre har bevirket at jeg synes S-indekset i min besætning er blevet for lavt, hvorfor jeg bevidst de sidste par år har brugt nogle af foreningens tyre, der har et højt S-indeks, er pollede og i øvrigt har et eksteriør, jeg synes om.
Men igen er der forskel på teori og praksis. I min besætning havde jeg en ko med et S-indeks på 84, hvilket skyldes faderen var importtyr, der ikke har kunnet tilføre dansk simmental fremgang. Alligevel har denne ”lille” ko på
i 6 kælvninger uden hjælp præsteret at få 9 levendefødte kviekalve. Det er vel ikke så ringe endda. Koen er nu slagtet, men er stammoder til flere hundyr i besætningen.
Min pointe med dette er blot at gøre opmærksom på, at avlsarbejde i mine øjne bliver bedst ved at parre teori med ”bondens øje og fornemmelse”.